Pigen fra Kenyas slum imponerer før BT Halvmarathon

Af Peter Fredberg fred@bt.dk

Løber fra Kenya
Sylvia Kiberenge er historien om pigen fra Kenyas største slumområde, der kom til Køge som au pair i 2012 og nu er et af dansk atletiks store håb. Foto: Kim Gudmand

Vinderen af Maj Invest Eremitageløbet 2015, dansk/kenyanske Sylvia Kiberenge, er en pige med store mål. Og nu går hun efter sejren og de 15.000 kr. i BT Halvmarathon søndag 1. maj.

Hvorfor ikke. Hun har viljen og talentet, den lille, spinkle 26-årige afrikanskfødte pige, der er gift med formanden for Køge Atletik, Erling Worm, og bor i Høje Gladsaxe.

Sylvia Kiberenge har imponeret op til den traditionsrige nordsjællandske forårsklassiker fra Kongens Lyngby til Rundforbi Stadion i Nærum med supertider på 10 kilometer ved DM i Strib på 32.29 og halvmaraton i Prag på 1.11.14. Og hun er langtfra mæt.

OL 2020
Det langsigtede og ultimative mål er at repræsentere Danmark ved OL på maraton i 2020. Og trækker det ud med dansk statsborgerskab så i hvert fald i 2024.

“Jeg føler mig i form til at løbe 1.11 i BT Halvmarathon. I Prag lå jeg til 1.09.30 efter 15 kilometer. I år er mit mål en tid under 1.10,” siger hun på næsten flydende dansk.

Sylvia Kiberenge kom til Køge som au pair i 2012. Hun er fra et af Afrikas største slumkvarterer, Kibera, uden for Nairobi. Hun afslørede hurtigt talent som løber og blev optaget i Running Relations’ camp i Ngong.

Her blev hun trænet af William Morwabe, som har vundet BT Halvmarathon de seneste to år og kommer igen 1. maj for at fuldende sit hattrick.

Sylvia trænes af Erling Worm, og dagen indledes klokken halv seks med en træningstur på 10-15 kilometer omkring moserne og søerne tæt på Høje Gladsaxe. På en uge bliver den samlede træningsmængde 150-170 kilometer.

“Jeg føler mig i god form efter to ugers træningsophold i Ngong, hvor jeg løb 190 kilometer om ugen. Efter BT Halvmarathon skal jeg løbe halvmaraton i Göteborg, og til juni rejser vi fire uger til Kenya,” siger hun.

Erling Worm: “Sylvia er god til at træne hårdt, og vigtigst af alt er, at hun elsker at løbe. Hendes krop responderer godt på træningen. Hun er aldrig skadet.”